Klædeskabet
”Klædeskabet” åbner skabslågen op for forskellige tips og ideer til, hvordan vi kan forlænge livet på det tøj vi har i vores garderobe.
Højskolen og projektet ”Tekstil Omtanke” har indgået et samarbejde med Peter Lyng og Itxaso Aguirre som udgør Craft.partners.paris til at producere en række æstetiske, visuelle film til inspiration. Formålet er at formidle og især at vække interesse for håndværket. Vi ønsker at inspirere til at udvikle færdigheder, træffe velovervejede valg og handle med omtanke i forhold til tekstiler i fremtiden.
Filmene er en sammensmeltning af forskellige tekstilhåndværk og -processer, indhyllet i inspirerende billeder, der opfordrer den enkelte til at handle med omtanke. Dette visualiseres gennem korte videoproduktioner, der demonstrerer forskellige teknikker.
Peter og Itxasos øvrige arbejde kan følges på @craft.partners.paris.