Personale

Skals Højskole er en lille arbejdsplads med køkken- kontor- have og lærerpersonale. Alle er meget engagerede og brænder for arbejdet i hver en krog.

I køkkenet arbejdes der økologisk og næsten 100% vegetarisk med maden og madspild er ”no go”, - alle rester bruges og der sættes en ære i, at det smager godt, - også dagen efter.

På kontoret er der altid travlhed med at servicere kommende kursister, forberede kurser, lave løn, betale regninger... Ja alt der skal til, for at få tingene til at klappe. 

I haven har tre havemænd/pedeller deres daglige gang. Haven er stor og byder på en interessant og sjov biodiversitetshave, en parklignende have og rosen- og stenbedshave. Her er der altid travlt og nok at se til, så både kursister, elever og personale kan nyde omgivelserne. 

På lærerværelset er der 6 fastansatte lærere, som alle er eksperter på hver deres fagområde. Vi mener det er vigtigt at vores elever får den allerbedste undervisning af lærere som kan hvert sit fag; Vævning, strik, broderi og syning og når der skal andre fag til byder vi gæstelærere velkommen på højskolen. Også de er eksperter og professionelle på hvert deres område, så vi sikrer, at du som elev altid får den bedste og nyeste viden indenfor fagene.