8. - 14. februar
"Vild med omtanke" er temaet for en kreativ og eksperimenterende workshopuge, som vi afholder i uge 7- 2026 med fokus på bæredygtighed. Overskriften spiller på to betydninger: At være passioneret omkring at vise omtanke for tekstiler – og samtidig give plads til det vilde, det legende og det nyskabende uden at glemme bæredygtigheden.
Temaugen er en vision om at rykke grænser for, hvordan vi tænker tekstil og bæredygtighed. Vi vil udforske nye muligheder, udfordre vanetænkning, eksperimentere med teknikker på de forskellige workshops – og vigtigst af alt: have det sjovt undervejs! Vi inviterer til leg, nysgerrighed og fællesskab omkring en grønnere tilgang til tekstiler.
Læs mere om ”tekstil omtanke – fra forskning til hverdag” her.
Vævede fortællinger af natur og genbrug v/Christina Christensen
Kurset er en sanselig introduktion til kunstnerisk vævning.
Vi skal på en lille tur i nærområdet og se hvad vi kan finde eller høste – og derefter undersøge vores intuition ved at eksperimentere og kombinere traditionelle teknikker med alternative bæredygtige materialer – alt fra restgarn, genbrugsmaterialer til materialer samlet i naturen.
Din leg med farver, materialer, komposition og intuition er med til at skabe dit eget vævede værk, som du kan tage med dig hjem.
Kurset henvender sig til nybegyndere og nysgerrige let øvede.
På kurset har alle deltagere adgang til hver sin væv, så man arbejder individuelt.
Christina Christensen er designer og kunstner. Hun har siden 2018 vævet og eksperimenteret med materialer direkte fra naturen samt rest- og genbrugsmaterialer. Hun debuterede på Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2019 og har siden skabt værker til ind- og udland.
@chrischris
www.christina-christensen.dk
Startdato: | 8. februar 2026 |
Slutdato: | 14. februar 2026 |
Kursustype: | Kort kursus |
Fag: | Vævning Tekstil Omtanke |
Underviser(e): | Christina Christensen |




