5 mdr. kursus
Skals’ fem måneders kursus er for dig, som ønsker at udfordre dine hænder og din kreativitet og opnå en bred erfaring med klassisk håndværk og design.
Måske har du lyst til at få håndværket rigtig godt på plads, før du søger ind på en designuddannelse. På designskolerne forventes det mere og mere, at eleverne selv søger viden indenfor de håndværksfaglige fag, inden de søger ind på uddannelsen.

Vi giver dig et grundigt indblik i mulighedernes verden og gør dig i stand til at gennemskue en arbejdsproces fra de første spæde skitser til færdige kjoler, handsker, tæpper eller duge. Vi serverer både en klassisk og en moderne tilgang med de nyeste materialer og trends.

Helt fra starten af opholdet har du mulighed for at arbejde med portfolio og klassisk tegneundervisning tilbyder vi en aften om ugen. Undervejs i forløbet hjælper vi dig med at samle dit præsentationsmateriale til din portfolio, så det giver et godt indtryk af, hvad du står for. På forårsholdene tilbyder vi hjælp til arbejdet med hjemmeopgaverne til designuddannelserne.

Til de elever, der har lyst, tilbyder vi en særlig tilrettelagt praktikdag på både Designskolen Kolding og Via Design i Herning. De to dage er et samarbejde mellem højskolen og de to studiesteder og det er kun elever fra skals der har mulighed for at opleve studiemiljøet på de to uddannelser på tæt hold de dage.
Når du kommer herfra, har du håndværket i orden og evt. en præsentabel portfolie-mappe, så du er godt rustet til at søge videre på en kreativ uddannelse eller tage hjem og skabe smukke og personlige ting til dig selv, dit hjem og din familie.

Tre hovedfag, et bifag
Du har tre hovedfag: beklædningssyning, vævning og broderi. Bifag: håndstrik.

Beklædning
Du kan lade dig inspirere af Anne Sofie Madsen, Chanel og Henrik Vibskov eller du kan skabe en helt ny stil. Du designer nemlig selv dine modeller og snit.

Faget indeholder syning, konstruktion af mønstre og tilskæring. Vi begynder fra bunden med nederdel eller bukser. Siden kommer der en overdel på og efterhånden arbejder og skaber du individuelt.

Vi arbejder i en stemningsfuld, lys sal, hvor der er damppresser, industrimaskiner, overlocker og symaskiner. Her kan du også shoppe materialer og stoffer til dine kreationer.

Væv
Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan trylle frem i den store vævesal. Tørklæder, sjaler, tæpper, stof, viskestykker og pudebetræk i smukke farver og mønstre.

Håndværket har stort set ikke ændret sig siden stenalderen! Vi har dog tilladt os at forny det lidt. Ud over uld, hør og bomuld, bruger vi papir- og gummigarn. Du lærer selvfølgelig at sætte væven op, og du modtager teori og farvelære.

Broderi
Det lyder måske støvet og gammeldags med broderi. Men du bliver helt sikkert overrasket. De små sting åbner en verden af nye udtryksmuligheder. Du kan brodere hvidt på hvidt eller præge tøj, strik og stof med farverige symboler og mønstre.

Du kommer omkring gamle og nye syteknikker og afslutter dit arbejde med presning og montering.

Broderi er en stolt, dansk kulturarv, som har udviklet sig gennem mange hundrede år. Her er du og din kreativitet med til at bringe genren videre og sende den nye steder hen.

Komposition, materiale- og farvelære er en naturlig del af undervisningen i alle fag, ligesom det skemalægges i moduler i første del af opholdet.

Håndstrik
Med strikkepinde og garn kan strikkes alt fra huer, tørklæder, puder, tasker til trøjer. Du har mulighed for at designe din egen model og får kyndig hjælp til at omsætte dine skitser af din model til en strikkeopskrift. Bibliotekets mange strikkebøger byder ligeledes på skønne modeller der kan strikkes. Måske du ikke har strikke før eller måske du har strikket lige siden barns ben – strikkeverden er mangfoldig og undervisningen vil kunne tilbyde nyt til alle niveauer. Projekterne afsluttes med flot finish og fine detaljer.